Norasit's Gallery (NorGal)

Vedligeholdelsesanvisning

Vi anbefaler regelmæssig vedligeholdelse med vand og sæbe for at få mest mulig glæde af dit Renz postkasseanlæg. Rengøringsmidler der indeholder syre eller eddike bør ikke bruges. Bemærk ved Renz produkter lavet af flere materialer, at de forskellige dele skal vedligeholdes som foreskrevet for den materialetype, de er lavet af. I havnære områder og perioder med vejsaltning skal postkassen aftørres dagligt for at undgå rust

RUSTFRIT STÅL
Slebet/børstet rustfrit stål skal vedligeholdes for ikke at få “rust-lignende” anløbninger. Selvom stålet er “rustfrit”, kan der fremkomme anløbninger, der ikke ser pæne ud. Det er derfor vigtigt, at du jævnligt renholder overfladen og minimum 4 gange årligt tørrer overfladen over med syrefri olie. Sidder anløbningerne så fast, at det ikke er muligt at fjerne med olie, kan et meget fint slibemiddel benyttes. Det er dog stadig vigtigt, at du efterfølgende foretager oliebehandlingen.

GALVANISERET STÅL
Fordelene ved galvaniseret stål er, at selvom samlinger og kanter kan antage en brunlig nuance, vil overfladen gradvist udlignes til mat grå i løbet af 1 til 2 måneder. Det bevirker også, at skulle der komme mindre ridser og skrammer i postkassen, der antager en brunlig nuance, vil disse med tiden ligeledes blive udlignet til mat grå. Det gør, at du har en postkasse, der vil holde sig pæn i flere år. For at holde din nye postkasse pæn, anbefales det at vaske den 3 – 4 gange årligt med vand iblandet lidt opvaskemiddel. Mangelfuld vedligeholdelse af postkassen kan medføre rustangreb.

MALET GALVANISERET STÅL
For at holde din nye postkasse pæn, anbefales det at vaske den 3 – 4 gange årligt med en våd klud. Mangelfuld vedligeholdelse af postkassen kan medføre rustangreb. Postkasser med glat lak kan med fordel voksbehandles, da dette medfører, at smuds ikke så let sætter sig på postkassen. Bemærk, at postkasser med strukturlak ikke bør voksbehandles, men kan derimod efterbehandles med en syrefri olie!

BEVÆGELIGE DELE
Bevægelige dele og lås smøres 1 – 2 gange årligt for at undgå unødig slidtage og eventuelle mislyde. Hvis låsen fryser til i vinterhalvåret, kan der anvendes en låseolie.

GARANTI
2 års garanti på samtlige produkter, 12 års garanti mod rustgennemtæring og 15 års reservedelsgaranti.